For nylig havde jeg i Ja til Sprogs regi lejlighed til at debattere spørgsmålet om en national sprogstrategi for Danmark med sprogfolk, politikere og erhvervsfolk – det var en interessant debat, særlig fordi deltagerne i debatten havde så forskellige syn på sprog og meningen med dem.

Baggrunden for debatten kan vel kort fortalt siges at være det markante fald i mængden af studenter og studerende med sprog på højt niveau, som henholdsvis gymnasiereformen i 2005,  besparelser i uddannelsessektoren og den nylige dimensioneringsplan har ført til. Der bliver ikke uddannet flere kandidater i finsk eller ungarsk i Danmark, og det samme kan siges om mange andre småsprog – ja faktisk står det også sløjt til på de traditionelt store sprogfag, altså bortset fra engelsk. Men da de tilstedeværende var færdige med at begræde den omstændighed, kunne vi vende blikket fremad og se på, hvad sproguddannelserne egentlig har til sigte i Danmark. Hvorfor skal danskerne lære sprog? Og er det ikke nok med engelsk?

Om det mener jeg følgende: for langt de fleste ER det nok med engelsk. En smule tysk/fransk/spansk til husbehov kan jo aldrig skade, men rigtig mange steder i verden og i rigtig mange kontekster, kan man komme langt med engelsk. Særlig hvis man er god til det.

Men i nogen sammenhænge har vi brug for en direkte kontakt til mennesker i andre lande, og der kan det være vigtigt, at forståelsen hæver sig op over et hverdagssprogligt niveau mellem to, der har lært engelsk. Derfor har vi også bred for, at der er mulighed for at dygtiggøre dig og opnå et højt niveau inden for andre sprog end ellers. Hvordan skal vi ellers få adgang til litteratur og kultur fra andre sprogområder end det engelske? Og hvordan skal vi få indblik i politik og verdenssyn fra andre sprogområder, hvis vi ikke mestrer deres sprog?  Danmark som videnssamfund har brug for den ressource det er, at der findes mennesker med en nuanceret forståelse for mange forskellige sprog og kulturer. Det er en viden, der kan være behov for at trække på i mange sammenhænge i en globaliseret verden.  Som det blev formuleret så fint: en slags sprogligt beredskab – en ekspertise, der står til rådighed ved behov, selvom den ikke skaber profit på bundlinjen på kort sigt.

Men sådan som verden udvikler sig i dag, har vi også brug for en anden slags sprogfolk – erhvervslivet sukker efter ingeniører, der har tysk på højniveau, men de er ikke så nemme at finde. Og det er måske heller ikke løsningen. DI efterlyser kandidater med dobbeltkompetencer – sprog OG noget andet. Eller måske snarere: noget andet OG sprog. Men der mener jeg, at der er behov for at være mere innovativ end som så. Man kan ikke bare tage en ingeniør og putte et sprogstudium oveni hatten. Når der nu skal tænkes ud af boksen, så tror jeg, det er bedst helt at glemme boksen og erkende, at både mennesker og arbejdsmarkedets behov er både mangfoldige og til dels også uforudsigelige. Så fremfor nye mainstreamkoncepter kunne det være en ide at give plads til udviklingen af de individuelle talenter og kompetencer i tiltro til, at muligheden for at dyrke sine evner og interesser får det bedst mulige ud af folk…