I september var jeg i Jyväskylä i to uger og lære en masse interessante mennesker at kende; jeg var så heldig at få kontakt til Anne Pitkänen-Huhta igennem min vejleder Helle Pia Laursen og igennem Anne til Maria Ruohotie-Lyhty. Ud over at have skrevet spændende artikler om både børns flersproglige praksisser (Anne) og sproglæreres professionelle identitet og udvikling (Maria), viste de sig begge at være meget søde og imødekommende mennesker, som gave mig masser af mod på at komme tilbage hertil med hele familien i november-december.

Vi har haft lejlighed til at diskutere emner som visuelle metoder i klasserumsforskning, finsk og dansk læreruddannelse, sproglig bevidsthed i læreruddannelsen og det helt centrale spørgsmål om, hvordan man som sprogforsker kan bedrive forskning i læreres didaktiske refleksioner på en respektfuld, indsigtsfuld og konstruktiv måde. Maria og Anne giver efter min mening i hvert fald en del af svaret i deres kommende artikel om lærerstuderendes udvikling af professionel identitet i et narrativt perspektiv.

Her i Jyväskylä findes et helt nyt, forskningsbaseret program for kommende lærere og pædagoger, som netop retter sig i mod flersprogethedsdidaktik og sproglig bevidsthed i pædagogik og undervisning. Der er tale om et program, som tilbydes et begrænset antal studerende på tværs af forskellige uddannelser – nogle er i gang med den finske klasselæreruddannelse, som kvalificerer i undervisning i alle fag i 1-6 klasse (en kandidatgrad), nogle er kommende sproglærere til grundskole eller gymnasium (en kandidatgrad, der kvalificerer til begge dele) og nogle er i gang med pædagoguddannelsen rettet imod småbørnsområdet. Alle disse studerende modtager så undervisning på kryds og tværs i forskellige fag, der retter sig specifikt imod udviklingen af sproglig bevidsthed og flersprogethedspædagogik/-didaktik, og projektet er også organisatorisk set ambitiøst, idet det er udbydes i et samarbejde mellem pædagoguddannelsen, læreruddannelsen og afdelingen for anvendt lingvistik på Institut for Sprog og Kommunikation (KiVi), hvor jeg er på besøg. Programmet er spritnyt og stadig under udvikling, så der findes endnu ingen officielle beskrivelser på andre sprog end finsk; indtil videre omfatter det samlet 30 ECTS fordelt udover kandidatuddannelserne, men det er så meningen at det skal vokse til et større program. For sådan en som mig er det meget interessant at følge med i.

Mine finske værter, som både har inviteret på besøg hos familien, på skøjtebanen og i nationalparken, hvilket har været skønt særlig i den sidste tid heroppe sammen med familien, sørgede desuden for at organisere et seminar, mens jeg var her,som gav mig mulighed for udveksling med andre relevante forskere – herunder lokale ph.d.-studerende. Titlen på seminaret var “Language learning and teaching as experienced,” keynote var Paula Kalaja og jeg var så priviligeret at få lov at præsentere mit projekt umiddelbart efter hendes oplæg, hvilket gav lejlighed til interessante drøftelser.  Det var ret fantastisk for mig at deltage i et forum, hvor alle (vi var måske 15-20 deltagere) forskede i sproglig læring og/eller undervisning, og alle tydeligvis inden for en eller anden form for sociokulturel videnskabsteoretisk ramme. Selvom jeg i hverdagen nyder diskussioner med kolleger, der arbejder med mindre beslægtede emner, må jeg erkende, at det letter kommunikationen, når alle i rummet er enige i og forstår de grundlæggende præmisser for hinandens tækning og forskningsinteresser. Dette får mig til at tænke over, hvordan man i et forskningsmiljø eller en forskerkarriere kan opnå den rette balance af frugtbare udvekslinger med både de udenforstående og de indforståede – og med lidt held også både de kritiske og de konstruktive røster.